Individuel terapi

Sorg er en følge af tab. Intet er som før, når vi mister. Samtalerne tager udgangspunkt i hvem eller hvad du har mistet. Din tilknytning til den eller det, du har mistet og din nuværende situation.
Det kan f.eks.være nedsat arbejdsevne, skilsmisse, sygdom og dødsfald.

At føle sig ensom, alene og måske endda forladt kan være forbundet med en dyb
smerte. Det er afgørende vigtigt at få øje på, hvad der ligger bag ensomhedsfølelsen. Et forløb med en samtalepartner kan sætte dig fri, så du oplever fornyet livsmod.
Ensomhed er samtidig et eksistentielt vilkår. Jeg fødes alene og jeg dør alene. Terapi kan hjælpe med til at kunne forlige sig med dette vilkår.

Meningsløshed - hvad er meningen? Hvor kan jeg finde mening? Nogen gange sker der ting i vores liv, der absolut ikke giver mening. Det kan være utroligt lindrende at blive mødt af et andet menneske, som kan holde det meningsløse ud, og som vil være sammen med mig i min smerte.
At bære meningsløshed selv kan føles uendeligt tungt.

At føle sig tom inden i, triste tanker, dårligt humør og ingen energi kan være
symptomer på depression og udbrændthed. Depression er ofte en følge af ikke at have taget sig selv, sine behov og grænser alvorligt. Det kan føles som om, man mister sig selv mere og mere.
Terapeutiske samtaler kan være nødvendige for at komme i en ny og bedre retning med sit liv.

Flovhed og skamfølelse over at være den, jeg er:

At føle sig skamfuld opstår i samvær med andre. Når jeg bliver misforstået, latterliggjort, dårligt behandlet, udstillet m.m. tilstrækkeligt mange gange, opstår følelsen af at være forkert. Selvfølelsen bliver mindre og livskvaliteten påvirkes negativt.

Skam handler ikke om det, jeg har gjort, men om den, jeg er. Skamfølelsen knytter sig til selvfølelsen og selvværdet.

At føle sig set og føle sig mødt styrker selvværdet og følelsen af at være god nok, som den jeg er.

I terapien er det min opgave at hjælpe dig med at vende blikket ind mod dig selv, så du lærer dig selv bedre at kende og ser med kærlige øjne på dig selv.

Kontrol kan være en nødvendig ”balancestok” i livet. Når jeg er i kontrol, så er tingene forudsigelige, og det kan give en tryghed at være på forkant og vide, hvad der skal ske.

Kontrol kan dog også være en hæmsko for spontanitet, det kreative og det overraskende. Overdrevet kontrol kan blive lammende for livsudfoldelse og forhindre glæde og ”kulør” på tilværelsen.

Ofte er der en god forklaring på, hvorfor jeg har brug for kontrol.

Kontrol kan være en overlevelsesstrategi, som af gode grunde var nødvendig i opvæksten. Som voksen er jeg fri til at vælge under ansvar, hvordan jeg vil være i verden.

Terapi kan lære dig at slippe kontrollen og blive mere autentisk og fri.

Der kan være utallige årsager til stress. Fælles for alle er, at stress er en kropslig reaktion på fysisk og/eller psykisk overbelastning. Symptomerne er individuelle og forskellige, men det gælder for alle, at det sympatiske nervesystem (stresshormoner) har været aktiveret for meget, så det parasympatiske nervesystem (antistresshormoner) ikke har haft mulighed for at skabe ro og balance.

Det er vigtigt at kende årsagen til, hvorfor man er blevet stresset og få talt igennem, hvordan stressen skal tackles.

Yoga, mindfullness, ro, hvile, langsommelighed og lignende er med til at aktivere det parasympatiske nervesystem, og derved genopbygges en sund balance mellem aktivitet og hvile.

Terapi kan også være en måde at komme i ro på, og det kan skabe klarhed over, hvorfor stressen opstod. Forventninger til sig selv, stor samvittighed og ansvarlighed kan være med til at skabe stress.

Terapi kan være en øjenåbner for, hvordan jeg ser mig selv i forhold til andres krav og forventninger, og hvordan jeg ser mig selv i forhold til egne krav og forventninger.

Den angst, der har med vores overlevelsesevne at gøre, er en nødvendig reaktion for at overleve.

Når der er en reel fare, er det hensigtsmæssigt at blive angst og reagere på det, indtil faren er ovre.

Den angst, der begrænser og eventuelt lammer vores livsudfoldelse, har mere med vores tanker og antagelser at gøre.

Vi mennesker stræber ofte efter at være perfekte og have et perfekt liv. Det er vældigt anstrengende og lykkes sjældent. Der er en stor frihed i at erkende og acceptere sine fejl og begrænsninger og blive et mere helt og autentisk menneske. Samtidig kræver det, at jeg tør gøre nogle andre ting, end dem jeg har gjort hidtil, og det kan være angstfremkaldende.

Kroppen reagerer med angst for at fortælle, at der er noget i sindet og følelseslivet som ikke er i balance. Det kan opleves som hjertebanken, smerter, hyperventilation, panik, svedeture, prikken ud i fingrene, følelse af ikke at få kunne luft og meget andet.

Det er nødvendigt at tale om angsten for at få det bedre, da angsten ikke går væk af sig selv. Den er ofte et symptom på noget dybereliggende, som venter på, at der bliver taget sig kærligt af det.

Angsten har en årsag, og hvis jeg lytter til den, fortæller den vigtige ting om mig selv. Herved opnås erkendelser og erfaringer som kan danne baggrund for en adfærdsændring og en mere personlig styring af mit liv.

Hvorfor lige mig? Det er det store og naturlige spørgsmål, når jeg bliver ramt af sygdom og begrænsninger i mit liv. Spørgsmålet kan ikke besvares, men jeg kan lære at forlige mig med min skæbne.

Når jeg bliver ramt af voldsomme ting, så kommer vreden helt instinktivt over at livet er, som det er. Det er vigtigt at give sig tid til at være vred. Det er kroppens naturlige måde at håndtere sorg, angst, tab og magtesløshed på. Gennem vreden opstår nye indsigter, som giver retning i livet.

Vreden skal vendes derhen, hvor ansvaret ligger. Det kan være til De højere Magter, Gud, Skæbnen eller andet, da det sjældent er de pårørende, sygehuspersonalet eller andre, der har ansvaret for sygdom og handicap.

Bogen af Preben Kok ”Skæld ud på Gud” kan varmt anbefales i denne forbindelse.

Det er vigtigt at kunne tale med andre om sin situation, så jeg ikke skal bære det hele selv. Nogle gange kan det være for svært at dele så smertefulde ting med sine nærmeste. Her kan det give mening at opsøge en samtalepartner.

Der er sjældent nemme løsninger, når de nære relationer føles vanskelige og måske endda håbløse.

Jeg kan aldrig ændre den anden, men jeg kan ændre nogle ting selv, og derved ændrer den anden sig faktisk.

Regel nummer et er at blive på egen banehalvdel og være tro mod sig selv og lytte nysgerrigt til den anden. Jeg må ikke have antagelser om den anden, men kun tale ud fra mig selv. Dette gøres blandt andet ved at sige jeg foran mine sætninger og ikke du.

Det er enkelt, det er rigtig svært at lære, men meget effektfuldt.

Det kan være godt at fortælle om sin situation til en fremmed for eksempel en terapeut, og få dennes objektive sparring af den aktuelle problematik.

Jeg udvikler mig i relation med andre mennesker - helt fra jeg fødes til jeg dør.

I relationen kan jeg føle mig set og mødt, som den jeg er. Når jeg mærker, at jeg er betydningsfuld, værdifuld, har ro i kroppen og føler mig godt tilpas sammen med andre, udvikler jeg et sundt selvværd og en god selvfølelse.

Hvis jeg derimod i kontakt med andre ikke føler mig set og hørt, bliver jeg lille, føler mig forkert og mindre værdifuld, måske skamfuld, og der opstår en usikkerhed om, hvem jeg er. Hvad jeg er værd? Jeg trækker mig tilbage og gør mig mindre, end jeg er. Disse mindreværdskomplekser kan være meget hæmmende for min livsglæde og livsudfoldelse.

Terapi kan hjælpe med, at jeg får øje på, hvordan det lave selvværd er blevet til. Samtidig lærer jeg mig selv bedre at kende som et ligeværdigt, værdifuldt og enestående menneske.

At blive set og mødt af en terapeut, som den jeg er, kan være en ny begyndelse til at udvikle et større selvværd.

I vores danske kultur er det tabubelagt at tale om døden. Vi har næsten ikke noget sprog for døden, og vi har kun få ritualer i forbindelse med døden.

Vi planlægger og forbereder os på fødsel og lader som om, døden ikke findes.

Vi ved godt at døden findes, og vi støder på den af og til i vores liv, men vi forholder os ikke til, at vi selv er forgængelige og skal dø en dag. Vi bruger meget energi på at forsvare os mod døden.

Erkendelsen af, at vi skilles fra vores allerkæreste og forlader denne jord, er forbundet med en stor separationsangst og kan være særdeles skræmmende at få øje på og tale om.

Irvin Yalom siger i sin bog Eksistentiel psykoterapi: ”Når et menneske har lært – og ikke kun på papiret – at bære sin lidelse alene, at overvinde sin længsel efter at flygte, har han ikke stort mere at lære”.

At være menneske vil sige at være ensom, og vi må udforske måder at hvile i ensomheden på.

Døden er et eksistentielt vilkår, som vi ikke kommer udenom. Vores opgave og udfordring er at forholde os til vores egen død på en måde, så vi ikke overvældes af dødsangst, følelsen af forladthed, eller følelsen af at tilværelsen er meningsløs.

Dødsbevidstheden er med til, at vi i højere grad lever vores liv, som vi ønsker det. Vi bliver opmærksomme på, hvad der er vigtig, og hvad der betyder noget for os. Man kan sige, at det at forholde sig til døden giver mere liv!

En kræftpatient udtalte: ” Det er som om kræften er blevet en gave, vi er meget mere bevidste om, hvad vi vil bruge dagen til. Vi gør mere, det vi har lyst til”.

Jeg har erfaringer med døden fra mit private liv, i mit job som sygeplejerske, hvor jeg bl.a. har arbejdet med brystkræftpatienter og som rådgiver ved Kræftens Bekæmpelse.

Samtalen / terapien vil på en naturlig og medmenneskelig måde tage udgangspunkt i dine tanker og erfaringer med døden. Samtidig vil jeg tale med dig om, hvordan du kan finde håb, trøst og hvile, så du kan leve mere frit i bevidstheden om, at du skal dø.